I begyndelsen var alle fugle hvide.
På den tid var en ravn og en lom fine venner.
De gik på jagt sammen om dagen og tilbragte mange aftener sammen med at snakke og pjatte og lave sjov med hinanden.
En dag kom Ravnen med en god idé: ”kære ven” sagde han, ”nu har vi to ærgret os sådan over,
at vi altid lyser op i landskabet om sommeren.
Vi er alt for lette at opdage for vores fjender. Skulle vi ikke tage at male vores parkaer?”.
Lommen syntes, det var en strålende idé. Han havde evig og altid besvær med at fange fisk.
Han skræmte dem på lang afstand, fordi han var så hvid.
”Med hvad?” spurgte Lommen.
”Vi kan bruge trækul. Og hvem kan male alle tiders smarte mønstre på vores parkaer!”.
Så fortalte Ravnen, at han vidste, hvor der var en forladt bålplads. ”Med masser af trækul”.
Der kunne de tage hen og så male hinanden.
Ravnen ville flyve i forvejen.
Og Lommen, der ikke var så god til at bevæge sig på landjorden, skulle ankomme i kajak.
De tog afsked. Lommen kravlede ned i sin lille kajak og padlede langsomt af sted mod bålpladsen.
Han var meget glad. Han smilede og tænkte:
”Jeg tror min gode ven Ravnen er ude på at snyde mig, med det skal han ikke slippe godt om ved…”.
Da Lommen nærmede sig bålpladsen, stod ravnen allerede og viftede med et stykke trækul.
”Skynd dig at komme!”. Lommen steg op af sin kajak og vraltede langsomt derhen.
”Nu vil jeg male din parka først” sagde ravnen begejstret, ”men du skal lukke øjnene en lille smule”.
Ravnen tog fat og begyndte at male de flotteste mønstre på Lommens parka.
”Er du tosset så flot du bliver! Du kan tro der nogen der vil kunne li det” sagde Ravnen.
”Nu må du åbne øjnene!”.
Lommen spærrede øjnene op og ved synet af sin parka, ”uha da da!” sagde Lommen, ”min parka er meget flot.
Tak kære ven”.
”Og så er det min tur, ikke?” sagde Ravnen ivrigt. ”Nu lukker jeg øjnene helt i”
– ”ja, gør det og hold dem helt lukkede, til jeg er færdig” sagde lommen.
Ravnen var så glad. Han ville frygtelig gerne se ud.
Lommen gik i gang med at male med trækullet, langsomt, omhyggeligt.
”Er jeg færdig nu?” spurgte Ravnen. ”Nej, ikke helt” sagde Lommen og malede og malede.
”Nu må du godt åbne øjnene!” Ravnen kiggede op og ned af sig selv.
”Der er ikke for at kritisere vel?, men kunne du ikke gøre det lidt mørkere der… og … der?”.
”Det kan du tro” sagde Lommen. Ravnen lukkede øjnene igen. Lommen malede og malede. I lang tid.
Han følte sig helt varm om hjertet, ved tanken om det han gjorde!
”Så… nu er du færdig! Nu må du åbne øjnene!”.
Forventningsfuld åbnede Ravnen øjnene og så … at han var blevet fuldstændig sort.
Nej, hvor blev han vred!
”Dit store fjols, det var jo ikke meningen, at jeg skulle være så mørk!”
Men Lommen skreg bare af grin. Han vraltede ned mod vandet på sine skæve ben og grinede og grinede.
Ravnen greb en håndfuld aske og kastede det efter Lommen.
Asken ramte ham lige i nakken, før han dykkede ned i vandet.
Det er derfor Lommen har sådan en skæg farveklat i nakken – ligesom aske.
Ravnen løb frem og tilbage på stranden og kastede vildt med aske. Han kunne jo ikke svømme.
Men Lommen dykkede ned og op igen, mens han grinede og grinede.
Det kan man høre den dag i dag. Lommen skratter af grin over at han narrede Ravnen!
Sådan røg et godt venskab sig en tur, og sådan blev Ravnen sort.
Genfortalt efter Inuit-myte
Variant fra Nord-Alaska